Reklame | Spil med omtanke | 18+ | Tilmeld vinderholdet til Hold DM 2024 - Læs mere her

Casino Munkebjerg

Kasper Kvistgaard følger op på Danske Spil MPT 2017

Artikel foto: Poker Manager, Kasper Kvistgaard

Poker Manager Kasper Kvistgaard har lavet en opfølgning på Danske Spil MPT 2017, og fremsendt dette på mail til 1stpoker.dk og dette kan du læse længere nede i artiklen hvor Kasper får ordet.


Kasper Kvistgaard fortæller… Så blev MPT´en 2017 lukket ned her på Munkebjerg.

Hele ugen havde både positive og negative udfald, men lad os starte fra en ende af:

Onsdagen stod i kvallernes tegn. Hele 163 entries (mod 105 sidste år) blev lagt denne onsdag og det kvallede 27 ekstra ind i turneringen. Det er bl.a. her, at vi for alvor kan se udfaldet af vores samarbejde med Danske Spil, da en stor del af disse kvaller (.. og generelt bare kvallerne fra ugen før også) var spillere der havde vundet en billet via Danske Spil.

Torsdag var så den første reelle startdag under MPT´en og her lagde hhv 91 + 6 vejen forbi de 2 starter. Det var lidt under sidste års 90 + 14 entries. Fredagens Dag 1B var på forhånd forventet at blive det helt store trækplaster, da der sidste år kom ikke færre end 218 entries igennem de 2 starter.

Men her indtraf så turneringens største skuffelse, da der total kun kom 143 entries igennem. Det betød at årets deltagerantal på de indledende Dag 1´er kom op på 240 mod 322 sidste år! Et usædvanligt stort fald, som jeg stadig grubler lidt over? Dag 2 kunne man så købe sig med avg stack for 14200kr, hvilket resulterede i 34 entries. Det var en enkelt mere end sidste år og bestemt godkendt.

Lørdagen var også her, at de første side events begyndte og en stod bl.a. på en 1500k Bounty med 57 deltagere og en 500kr Win the button Crazy Pineapple med hele 63 deltagere. Søndag resulterede i hele 67 spillere til en 1500kr Deep Stack og små 16 spillere valgte at give en 1000kr knockout turnering chancen kl 18.00. Alt i alt er jeg meget tilfreds med tilslutningen til diverse side events. Cash games blev tilbudt efter behov og tallene viser et næsten identisk resultat som sidste år, så igen godkendt.

Tilbage til selve Main Event

Det utrolig flotte og professionelle live stream Danske Spil leverede under dette års MPT var intet mindre end fantastisk. Både hele setuppet, kvaliteten og Dennis og Jonas som kommentatorer; alt var bare af den højeste kvalitet og vi er så taknemmelige for, at de vælger at bidrage med sådan et setup her i Vejle. Det er af høj international kvalitet og jeg håber, at alle der har fulgt med derude sætter pris sådan et setup, da det bestemt ikke er noget man ser hver dag.

Dette var også dagen hvor Peter Eastgate vendte tilbage til den Danske Pokerscene med entre på Dag 2, hvilket igen viste sig som et stort trækplaster i både medierne med også som samtaleemne op til selve turneringen.

At se folk, der først har kvallet sig online for billige penge på Danske Spil, derefter igennem vores 1000kr kvaller og til sidst gå videre fra Dag 1, pludeslig skulle tage plads ved siden af en tidligere Verdensmester, ja det er altså en af de ting der gør livepokeren fantastisk og grunden til at mange elsker den.

Peter formåede desværre ikke, at gå videre; men han kunne sætte sig lidt til rette inde i kommentatorboksen og dermed give seerne på streamet lidt indblik i hans tid efter sejren WSOP´en frem til nu, samt bidrage med lidt analyser. Det kunne han indtil ca 22.30, da lørdagen efter turneringens afslutning også bød på et High Roller Cash Game, hvor Peter selv, sammen med DM Vinderen 2016 Lasse Syndergaard + et stort udpluk af den danske cash game elite, skulle tage plads ved tv-bordet og derefter transmitteres med hole cards frem til ca kl 03.00.

Det blev hurtigt et hyggeligt sjak, der blev samlet og der kom vist også rigeligt med white russians på bordet. Selve setuppet her fungerede også rigtig rigtig fint og igen tak til Rasmus “Jungleras” for, at få det arrangeret dette og tak til de spillere der selv havde efterspurgt dette.

Søndag skulle der spille ned til de 9 på finalebordet og dermed også i pengene. Det skete indenfor den ønskede tidsramme og dermed kunne finalebordet få en god nats søvn inden de helt sjove pladser skulle fordeles mandag. Mandag kl 13.30 mødtes finalebordet samt repræsentanter fra Danske Spil og Casino Munkebjerg til frokost i Hotellets Tree Top restaurant, så alle var ved god mod, da vi startede op ca kl 15.20.

Det skulle dog vise sig, at blive en laaaaaang dag.

Jeg gav spillerne ved finalebordet en mulighed for, at gå et level tilbage i strukturen hvilket der ikke var enighed om. Efter et stykke tid foretog vi endnu en afstemning og her blev der så enighed.

Jeg har fået riiiiiiigtig mange spørgsmål på, hvor jeg gjorde det; og her kan jeg kun sige, at vi altid her på Munkebjerg, både under 4 seasosn, Mega/Big-events og MPT´en altid går lidt tilbage for, at give spillerne den største mulighed for, at kunne spille poker og ikke være tvunget ud i en skubbefest efter 4 timer.

At det så denne gang resulterede i, at 13 timers spil ikke slog til; ja, den er på min kappe men i det mindste fik man fuld valuta for på streamet, hvilket i øvrigt holdte et meget højt seertal over alle platforme igennem dagen.

Det var derfor med tungt hjerte, at jeg ca kl 03.50 måtte informere Mads og Jonas om, at vi blev nødt til, at fortsætte næste dag grundet casinoernes lovgivning her i Danmark. De tog det dog rigtig pænt og var forstående, så jeg fik dem indlogeret på hotellet og vi aftalte, at vi ville prøve at starte op igen kl 14.00 hvis det var muligt.

Efter en meget kort nattesøvn fra min side kunne jeg ca kl 10.30 informere Mads og Jonas om, at det blev kl 14.00. Vi fik sammen med Danske Spil og 1stpoker.dk lavet et improviseret headsup stream, så vi kunne få afgjort dette år MPT.

Det tog kun 14 min og så kunne Mads Smith Hansen blive kåret til vinderen af MPT 2017 og få overrakt pokal samt 346.000kr og en rangliste pakke til en værdi af 17.500kr til Casinoernes årlige rangliste tur, der i år går til Baden i Østrig.

Det var dermed afslutningen på en meget lang MPT-uge her på Munkebjerg, der dog i sidste ende endte med, at være en succes på rigtig mange fronter. Jeg vil i hvert fald gerne sige tusinde tak til alle de spillere, der lagde vejen forbi Vejle i sidste uge; både de lokale men også de mange spillere, der tog turen fra Sjælland. MPT´en vender selvfølgelig tilbage i 2018, men om det bliver det helt samme setup?, ja, det skal vi lige evaluere lidt på.

Som altid, hvis nogle derude har ris/ros eller forslag til forbedringer/ændringer, så er jeg altid lydhør.

Mvh

Kasper Kvistgaard

Casino Munkebjerg


Back to top button
1stpoker.dk