Reklame | Spil med omtanke | 18+ | Tilmeld vinderholdet til Hold DM 2024 - Læs mere her

Danske Spil MPT 2019

Alderspræsidenten blev 8’er: Sendt på porten af Kongerne

Alderspræsidenten Jens Christian Nielsen blev 8’er: Sendt på porten af Kongerne

Casino Munkebjerg, Vejle: Jens Christian Nielsen gik ind til DSMPT-finalebordet som 7’er i chips, men formåede aldrig rigtig at spille sig ud af farezonen, og måtte efter godt 2 timers spil kaste håndklædet i ringen, da han løb et par Knægte ind i Ole Tofts to Konger.

Det var dog en afklaret Jens Christian Nielsen, der kort efter sit bust-out delte sine tanker om finalebordets forløb.

“Finalebordet udfoldede sig overhovedet ikke, som jeg havde forventet eller håbet på. Min taktik var sådan set at sidde stille fra start og lade chipleaderen (Sammy Askje, red.) tage sig kærligt af et par af de andre spillere først, men det gik i stedet stik modsat. Da jeg så får knægtene, skal jeg jo ind, og der synes jeg faktisk, det er ret smart af Ole bare at betale, så jeg aldrig kan smide min hånd,” vurderede den 58-årige hobbyspiller.

Selvom de fleste i miljøet kender Jens Christian Nielsen i kraft af sit arbejde med at arrangere pokerrejser hos Poker-Tours.dk, så er han bestemt ikke ueffen ved pokerfilten selv, hvilket han også har bevist over de seneste par dage i Fjordsalen. Faktisk fortæller han selv, at foråret har bragt nogen af de bedste pokerresultater i hans mere end 10 år lange pokerkarriere.

“Jeg har næsten lavet finaleborde i alle de turneringer, jeg har spillet. Det er for eksempel tredje finalebord i træk her på Casino Munkebjerg, hvor jeg blev 3’er i deres Fall Tour og 8’er i deres Juletour, og så havde jeg et dybt run i Concord Million i Wien, hvor jeg blev nummer 16. Endnu et finalebord her giver naturligvis rigtig meget selvtillid, så jeg glæder mig meget til at skulle med et hold til Østrig igen i slutningen af februar og spille mere turneringspoker.”

Selvom Jens Christian Nielsen havde sat næsen op efter mere ottendepladsen og de 65.000 tilhørende kroner, havde han kun lutter roser tilovers for sine modspillere på finalebordet, men han lagde dog heller ikke skjul på, at han havde en klar favorit til at vinde blandt de 7 tilbageværende.

“Jeg synes generelt niveauet har været højt, men de gange, jeg har siddet til bords med Frank Gersby, har han spillet en utrolig solid omgang poker. Thomas Lyngvang jo også en meget erfaren spiller, så mit bud er, at de to ender heads-up om trofæet.”

Back to top button
1stpoker.dk