‘Bisse-magien’ brast: “Burde have været mere agressiv”
Anders Bisgaard startede finaledagen som chipleader, men måtte trods et enestående suck-out undervejs tage til takke med en fjerdeplads ved årets DM i Poker.
Bisse-magien brast til DM i Poker 2019 hos Casino Copenhagen, hvor han selv mener at han burde være mere agressiv.
Live fra Casino Copenhagen: Anders Bisgaard var i kraft af sin position som chipleader på forhånd udnævnt som forhåndsfavorit før årets DM-finalebord. Ikke desto mindre lykkedes det ikke den karismatiske Aarhus-spiller at konvertere det gode udgangspunkt til en DM-titel, da han i sidste hånd før spisepausen måtte se sine to Konger besejret af Alexander S. L. Hansens Es-Dame i en preflop-konfrontation for næsten halvdelen af alle chips i spil.
På trods af det ærgerlige exit, havde Anders Bisgaard overskud til både at glæde sig over resultatet og reflektere over sin turnering kort efter sit bust-out mandag aften.
“Selvfølgelig havde jeg håbet på mere, men jeg kan ikke tillade mig at være rigtig utilfreds. Selvfølgelig ser det rigtig godt ud, hvis jeg vinder den store hånd mod Alexander, men på den anden side havde jeg selv været ufatteligt heldig 10 minutter forinden mod svenskeren, hvor jeg suger Damerne med Knægt-Tre. Den kan jeg leve højt på længe, for jeg var fuldkommen parkeret og hiver så den feberredning op – og så endda mod svenskeren. Og når jeg så trods alt får mere end en kvart millioner kroner med hjem oven i hatten, så bider den faktisk ikke så slemt, som man kunne tro.”, sagde Bisgaard og fortsatte.
“Der er altid nogen enkelte spots, hvor man gerne ville have gjort noget anderledes, og når jeg kigger tilbage på, hvordan finalebordet udviklede sig, ville jeg ønske, jeg havde tre-bettet en lille smule mere. Min plan var sådan set at spille meget potkontrollerende for at mindske variansen, men jeg fik ganske givet overgjort det i et par situationer.”
Udover andenpladsen ved DSMPT i februar kom Bisgaard til Danmarsmesterskabet med to turneringssejre til mere end 125.000 kroner fra Casino Munkebjerg i bagagen, og selvom spil og kort ikke rakte til mere end en fjerdeplads i dag, er Anders Bisgaard overbevist om, der ligger en af de helt store titler og venter på ham.
“Jeg har været virkelig varm på det sidste, så det kom da også som lidt af et chock, da jeg tabte i den store pot med Kongerne. Uanset hvad så har Bisse-skrubbet vist lidt af, hvad det kan præstere i dag, så jeg skal nok få lukket en af de store før eller siden.”