Uden Mad og Drikke er en 1stpoker.dk madblog, lavet af Simon Hoffmann Riis, der har en speciel tilgang til dette.
Restaurant Marienlyst, Helsingør: Tilbagevendende læsere vil kunne huske madbloggen “Uden Mad og Drikke” fra Las Vegas sidste år, hvor både voldsomme bøfhuse, overdådige buffeter og enestående sushi-bøf fusionsrestauranter stod fod skud. I denne weekend genoplives den så for en stund under ranglistefinalen i Helsingør, da der fredag aften blev der serveret rødt kød og røde druer en masse i Restaurant Marienlyst.
Af hensyn til aftenens tidlige turneringsstart blev de 24 ranglistevindere og entourage allerede indkvarteret omkring de hvidklædte borde kort før klokken 18, og der gik ikke mange øjeblikke før de første tallerkener med skrabet oksetatar blev ekspederet fra køkkenet til det allerede humørfyldte selskab af pokerspillere.
De fleste, der har haft fornøjelsen af at besøge en restaurant med denne artikels forfatter ved, at han ikke KAN sige nej til tatar. Der er noget simplistisk og primalt ved rådt kød, der kilder alle de rigtige steder, og med køkkenchefens tilføjelser af Karl Johan-mayo, karse, en form for urtevendte popcorn og hvad jeg må formode er en smule revet limeskal, så ramte den aldeles plet. Ikke for fed, ikke for mager, ikke for fad eller syrlig, men teksturen havde haft godt af lidt jordskokkechips eller lignende. En Alsace-vin på Pinot Blanc var en utraditionel parring, men sødmen fra vinen spillede faktisk fint op med retten, og efterlod forventningerne til hovedretten høje.
Dårligt havde man nået sit andet glas hvidvin, før den mest klassiske af alle provinsretter, steg, sauce og kartofler, havde fundet vej til bordet. Om det var et forsøg på at please den jyske delegation, skal jeg lade være usagt, men der var rigelige mængder pandestegte kartofler som tilbehør, så ingen gik sultne fra bordet. Græskarpuréen delte vandende, men tilføjede både en god sødme, og lidt knas til retten med de ristede græskarkerner. Okseculotten var måske ikke helt så mør, som formuleringen “langtidsstegt” havde lovet, men der var ikke en finger at sætte på tempereringen, og med to velskænkede glas (“altså, der er jo fri bar”) Zinfandel og en lystig snak ved bordet, så gled det i allerhøjeste grad ned med velbehag.
For et sukker-øre som mig selv, havde jeg set frem til desserten, der bød på glaserede blommer, en skefuld vanilieis, kardemommecrumble og brombærglace, men selvom det smagte ganske fortræffeligt, så blev det i det store hele lidt sødt i sødt. Det hjalp heller ikke at dessertvinen, en Claude Val på ren muscat, ligeledes savnede enten syre, bid eller lidt mere fad, og således blev desserten lidt en fluffy oplevelse, der savnede lidt modspil.
Alt i alt var maden ganske hæderlig for en bistro af sin type, og med både charmerende og opmærksom betjening, var det bestemt et besøg værd. Det bliver dog spændende at se, hvad køkkenchefen kan bedrive i morgen, hvor menuen tegner om muligt endnu bedre i dag. De 24 ranglistevindere skal nemlig igennem en torskeriellette af torsk med hummerbisque, en kalvefilet med masser af efterårssvampe til hovedret og en hvid chokolademousse med kirsebær til dessert.
