Reklame | Spil med omtanke | 18+ | Tilmeld vinderholdet til Hold DM 2024 - Læs mere her

Casino Marienlyst

Har aldrig misset en rangliste-tur: “Fællesskabet er specielt”

Artikelfoto: Ole “Bondemand” Andersen har været dygtig og ihærdig nok til at spille sig med på samtlige ranglisteture siden tilblivelsen i 2012, og håber på at kunne indløse billet igen i år.

Ole “Bondemand” Andersen har aldrig misset en rangliste-tur, og han var skam også med på Casino Marienlyst.

Casino Marienlyst, Helsingør: Blandt de 24 deltagere på årets Rangliste-turnering er der en håndfuld førstegangsdeltagere, men også mange velkendte ansigter i blandt. Det måske mest velkendte sidder på Ole “Bondemand” Andersen, og det er ikke kun fordi den 59-årige fynbo er mindst lige så vellidt som han er snakkesalig, Nej, Bondemanden er nemlig lidt af en institution på de danske kasinoers ranglisteture, og har nu for syvende år i træk kvalificeret sig til den årlige getaway med poker-“kollegaerne” fra hele landet.

“Jeg har været i Las Vegas flere gange, Barcelona, Baden og endda på Malta dengang det kun var spillere fra Marienlyst, der har været afsted. Fællesnævneren for alle turene er at det er virkelig, virkelig hyggeligt. Det handler om meget mere end poker, når vi er afsted. Det handler om det specielle fællesskab, de hyggelige udflugter, den gode mad og at være væk sammen med sjove og rare mennesker. Det er derfor, jeg er blevet ved med at gå benhårdt efter at kvalificere mig til ranglisteturene alle de år,” forklarede han i pausen af den 2.500 kroners dyre invitationsturnering, der lørdag aften afvikledes på Casino Marienlyst.

 

Hyggen i højsædet

Mens det for rigtig mange er Las Vegas’ blinkende lamper og store jackpots, der er med til at drive lysten til at lægge en indsats ved kasinoernes pokerfilt, så er Bondemanden (og ja, han ejer en bondegård, red.) modsat begejstret for, at turen ikke alle årene er gået til Syndens By.

“Las Vegas er selvfølgelig altid en sjov oplevelse, og jeg har da haft et par rigtig gode ture derover. Skal jeg være helt ærlig, så synes jeg faktisk turene til blandt andet Barcelona og Baden har været bedre oplevelser. I Las Vegas har der været en tendens til, at folk er blevet spredt i mindre grupper, og der er lidt færre oplevelser for hele selskabet. Det synes jeg personligt er ærgerligt, for det er det, jeg sætter allermest pris på. Turen over Grand Canyon ved sidste års ranglistetur var helt perfekt, men om aftenen blev folk så spredt for alle vinde igen. Der har de europæiske ture været endnu mere sammentømrede,” vurderer Ole Andersen,

Derfor ærgrer han sig heller ikke over, at turen over Atlanten ikke kunne lade sig gøre i denne ombæring, forklarer han.

“Jeg er super glad for, det lykkedes at få stablet sådan et arrangement op på trods af Corona, og meget bedre end bare at udbetale turens værdi til vinderne. Det har været en helt igennem fantastisk weekend, med god mad, poker og masser af hyggelige samtaler med spillerne fra de andre kasinoer. Så tit ser vi jo heller ikke hinanden, så det havde været en skam, hvis vi skulle have ventet et helt år på at komme afsted.”

Artikelfoto: Ole “Bondemand” Andersen under årets ranglistetur til Casino Marienlyst.

Er kommet bagud

Jagten på pointene til 2020/2021 turneringsranglisterne er allerede skudt i gang på de fire deltagende kasinoer, men til de flestes overraskelse har Ole Andersen ikke indtaget sin vante topplacering på det fynske kasinos rangliste. Det er der dog en god forklaring på, forsikrer Bondemanden.

“Jeg er jo ikke lige så ung som mange af mine medspillere, så jeg har måttet passe lidt på mig selv i de her Corona-tider. Derfor har jeg slet ikke spillet lige så mange turneringer, som jeg plejer, så jeg er noget bagud på ranglisten i år,” fortæller Ole Andersen og fortsætter.

“Det ville jo være ærgerligt hvis sejrsrækken skulle brydes i år, men jeg håber da at kunne sætte lidt af en slutspurt ind, når virussen er lidt mere under kontrol. Og skulle alt gå galt, så kunne jeg jo undtagelsesvist købe mig til en pakke. Det er i hvert fald helt sikkert, at jeg vil gøre alt hvad jeg kan, for at komme med på endnu en tur,” slutter han.

Har du selv fået lyst til at spille med om en billet til årets ranglistetur til Las Vegas til en værdi á 22.000 kroner, så læs nærmere på dit lokale kasinos hjemmeside.

Back to top button
1stpoker.dk