Reklame | Spil med omtanke | 18+ | Tilmeld vinderholdet til Hold DM 2024 - Læs mere her

Odds

VM 2018 optakt: Danmarks chancer og favoritterne

VM 2018 er lige om hjørnet, og her får du en lille optakt med oversigt over de største favoritter til at gå hele vejen, samt vores analyse af Danmarks chancer for succes ved slutrunden.

1stpoker.dks optakt til VM 2018 i fodbold præsenteres i samarbejde med Oddsforum.dk

VM i fodbold 2018 er årets mest imødesete sportsbegivenhed over hele verden, og hypen op til første kamp imellem værterne fra Rusland og Saudi-Arabien har været massiv, selvom det ikke ligefrem er den mest spændende kamp.

Men resten af slutrunden er bestemt spændende, og da Danmark er med denne gang for første gang siden 2010, så er der i sagens natur lidt ekstra på spil herhjemme.

Du kan i det følgende få en lille optakt til slutrunden, der finder sted fra den 14. juni til den 15. juli, hvor finalen spilles i Moskva.

Hvordan er Danmarks chancer ved VM 2018?

Danmarks landshold er altid omgærdet af store forventninger til, hvordan det kommer til at gå ved enhver slutrunde, de deltager i, og det er ikke anderledes i denne omgang. I forhold til mange andre, tidligere slutrunder, så er det i denne omgang især en mand, som de danske fans sætter deres lid til, 26-årige Christian Eriksen.

For at vi skal bevare chancen for at komme videre fra en noget bøvlet gruppe, så er det altafgørende, at den fynske playmaker er spilleklar og ikke bliver lukket ned af modstanderne. Hans evner i pasningsspillet og forrygende farlighed på dødbold gør, at han får en nøglerolle på holdet, og at de andre medspillere sørger for at gøre ham god, og beskytter ham på banen.

Der skal dog også en god mængde hæld til, for at vi går videre. Peru er bestemt ikke nogen nem modstander, og de er forud for første kamp i gruppen mod netop Danmark ubesejrede lige så længe, som vi er det. Det har blandt andet medført, at de undervejs i kvalifikationen har spillet 0-0 imod Argentina på udebane og 1-1 imod Colombia. Og på det seneste har de formået at slå både Island og Kroatien i venskabskampe, så det er et hold, der skal tages alvorligt.

Og hvis Danmark ender med at gå videre fra gruppen, så venter et matchup med nummer et eller to fra gruppe D, der byder på Argentina, Kroatien, Nigeria og Island, så det kan ende med at blive meget svært. Det gør det meste dog, når man først er gået videre fra sin gruppe ved et VM.

Hvem er favoritter ved VM i Rusland 2018?

Bookmakernes favoritter til at vinde guld ved VM 2018 er Brasilien, der som bekendt led en krank skæbne ved sidste VM, hvor de endda havde hjemmebane. Men en skade til Neymar og et efterfølgelige 1-7 nederlag til Tyskland efterlod brasserne med et nationaltraume i stedet for endnu en titel til samlingen.

Denne gang har de dog en særdeles skarp defensiv med to gode målmænd og et fremragende midterforsvar, hvor Marquinhos og Thiago Silva fra PSG er et frygtindgydende bolværk. Derudover er Neymar vendt tilbage til holdet i storform, og i Manchester Citys Gabriel Jesus har de en skarp angriber for en gangs skyld. Og så har man ikke nævnt Coutinho, Firmino, Willian, Douglas Costa og de andre superstjerner i blåt og gult. Det er dermed ikke uden grund, at Brasilien ligger godt til.

For brasserne bliver det et spørgsmål om at holde dampen oppe, selvom der måtte komme problemer undervejs, sådan at de undgår et nyt 1-7 resultat, eller i hvert fald en lignende afklapsning. Derfor er det afgørende, at Neymar holder sig skadesfri og samtidig formår at holde presset på afstand.

De forsvarende verdensmestre – Tyskland

Tyskland er altid blandt favoritterne til en VM-slutrunde og har været det siden 1950erne. Denne gang er de oven i købet forsvarende mestre efter de slog Argentina i finalen ved sidste VM i Brasilien.

Og det er da også en modbydeligt stærk trup, manager Joachim Löw har udtaget til turen til Rusland, hvilket understreges af, at man ikke har en mand som Manchester Citys Leroy Sané med i truppen, og at der er dobbelt op på kvalitet på alle pladser.

Læg dertil, at tyskerne er havnet i en af de nemmere indledende grupper, så de behøver næppe at overanstrenge sig for at nå videre til knockout-kampene. Og med så store mængder rutine i truppen er der ingen tvivl om, at tyskerne igen kommer til at blande sig i toppen af turneringen i denne omgang.

Profiler som Toni Kroos, det unge stortalent Timo Werner, Mesut Özil og Marco Reus kræver ikke nærmere introduktion, og også defensivt står tyskerne med særdeles solide kort på hånden. Dette er ikke mindst blevet bakket op af at en af verdens bedste målmænd, Manuel Neuer, er vendt tilbage i tide til at komme med til Rusland.

Kan Frankrig holde sammen på tropperne?

For mange at se, så har franskmændene den stærkeste trup ved VM, spækket med kvalitet på samtlige pladser.

Ledet af typer som Pogba, Griezmann, Varana, Lloris og Giroud er det et frygtindgydende hold, de kan stille op med, hvilket understreges af, at de ikke behøvede at udtage spillere som Payet, Lacazette og Benzema til VM for at kunne stille op med en offensiv, der får de fleste forsvar til at ryste i bukserne.

Danmark er som bekendt havnet i gruppe C sammen med franskmændene, men her er det en lille fordel, at vi møder VM-favoritterne på et tidspunkt, hvor det hele allerede kan være afgjort i gruppen. Hvis Danmark vinder sine første to kampe, og Frankrig gør det samme, så er der således kun placeringen som nummer 1 eller to i gruppen at spille om.

Det er på forhånd svært at udpege deciderede svagheder hos Les Bleus, men de har ved tidligere turneringen haft problemer med kemien på holdet. Og selvom landstræner Didier Deschamps er en mand, der gør meget ud af at undgå netop internt fnidder på holdet, så kan det ikke udelukkes at der opstår gnidninger undervejs på et hold, der har haft en del bøvl med at få det bedste frem af nøglemidtbanespilleren Paul Pogba.

Messis sidste chance med Argentina

Sidste gang skulle måske nok have været den slutrunde, hvor det hele klikkede for Lionel Messi og Argentina. Med en slutrunde i nabolandet væltede det med argentinere forud for finalen imod Tyskland, men det lykkedes som bekendt heller ikke denne gang for Messi og hans 10 medspillere at tage VM-pokalen med hjem til Argentina for første gang siden 1986. I stedet blev det til et nederlag på 0-1 efter forlænget spilletid, og dermed har Messi kniven for struben denne gang, hvis det langt om længe skal blive det VM, hvor Messi endegyldigt placerer sig på siden af Diego Maradona.

Det bliver dog meget svært for et argentinsk hold, der ikke har den samme soliditet i defensiven, som de andre kandidater til VM-guldet har det. Det er derudover et hold, der er kommet lidt op i årene med den 30-årige angrebstrio Agüero, Higuain og ikke mindst Messi som et godt billede på dette.

Det betyder dog ikke, at guldet er udelukket, men det trækker ned, at argentinerne er landet i en meget giftig pulje sammen med Kroatien, Island og Nigeria, samt at det faktisk var ganske tæt på, at Argentina slet ikke var kommet med til VM i denne omgang.

Man kan dog aldrig udelukke et hold med den lille magiker fra Barcelona i front, og det bliver spændende at se, om han ene mand kan drive sit hold til endnu en finale.

Spanien og Iniestas sidste tango

For Spanien bliver VM 2018 et spørgsmål om at sige ordentligt farvel til Andrés Iniesta, manden der mere end nogen anden symboliserer Spaniens gyldne generation, der tog sin begyndelse for over 10 år siden, og som nu nærmer sig sin afslutning.

Den lille, store spilfordeler, der netop har spillet sin sidste kamp for FC Barcelona, som han har tjent det meste af sit liv, kommer helt sikkert til at have masser af motivation for at levere en sidste, storslået præstation på den største scene, og det er bestemt ikke fordi Spanien mangler kvalitet. Der er måske et lille stykke op til, hvor de var fra 2008-12, men i alle kæder er der fremragende spillere, startende med David de Gea i målet.

Spanien har derudover fået den spændende opgave at skulle op imod naboerne fra Portugal i åbningskampen i den indledende gruppe, så der bør være masser af benzin på de vævre, spanske typer, der i stor udstrækning stammer fra de to, rivaliserende kæmpehold Real Madrid samt FC Barcelona.

En af dem, man kan have store forventninger til, er Real Madrids Isco, der har haft en stor sæson, og hans samarbejde med Iniesta kommer til at have stor betydning for, hvordan Spaniens VM går. Således også i midterforsvaret, hvor Barcas Pique og Real Madrids Sergio Ramos er både holdkammerater og ærkefjender på en gang. Men hvis den interne dynamik på holdet kan forblive intakt, kan Spanien sagtens gå hele vejen.

Back to top button
1stpoker.dk