Las Vegas 2019

Anders ‘Speedy’ Andersen videre til finaledag på Wynn

Turneringsserien 'Wynn Fall Classic' løber tilfældigvis af stablen samtidig med de danske casinoers Las Vegas-besøg, og det har Anders 'Speedy' Andersen draget fordel af, da han i går indløste billet til finaledagen i et 400$ event.

Artikel foto: Anders “Speedy” Andersen

Casino Munkebjerg Chefen, Anders ‘Speedy’ Andersen videre til finaledag på Wynn i Las Vegas.

Las Vegas, Nevada: Onsdag middag lokal tid sætter Anders ‘Speedy’ Andersen sig til filten på Wynn, når finaledagen af et 400$ event ved den igangværende turneringsserie Wynn Fall Classic skydes i gang. Tirsdag formåede han nemlig at veksle sin startstack på 20.000 chips til nydelige 249.000, og som eneste dansker indløse billet til turneringens afgørelse på trods af deltagelse af stærke kortkrigere som Ramy Zeraiq, Thomas Lyngvang og Mick Heder.

Wynn havde på forhånd garanteret 100.000$ i præmiepuljen, men med fornem tilslutning til både mandagens Dag 1A (157 entries) og gårsdagens heat (241 entries), nåede det samlede antal entries op på lige under 400 deltagere, og dermed en præmiepulje på intet mindre end 137.548$. Af dem kan den senere vinde stikke 30.046$ i lommen, mens første mand i pengene – nummer 44 – får 821$ for besværet.

Der resterer netop nu 45 spillere i turneringen, så boblespillet skydes i gang fra spids, når kortene er i luften på Wynn igen klokken 12.00 lokal tid. Udover Anders Andersen falder især ét navn blandt de resterende spillere i øjnene, nemlig den amerikanske dobbelte bracelet-vinder Eric Baldwin. Baldwin har turneringscashes for mere end 6,4 millioner dollars igennem sin pokerkarriere, blandt andet takket være en andenplads til 1.034.715$ i den ottende udgave af Five Star World Poker Classic, der fandt sted på Bellagio i 2010.

Baldwin kommer frisk fra to sejre ved den netop overståede Deepstack Extravaganza-serie til mere end 90.000$, men heldigvis kan Anders Andersen ånde lettet op, da de tog ikke starter ved samme bord på finaledagen. Baldwin har med sine 240.000 vel over average når spillet genstartes, der netop nu lyder på 176.889. Når kortene igen er i luften vil blinds være 1.000/2.500 med en 2.500 Big Blind-ante, hvorfor både Baldwin og Andersen altså har over 90 big blinds.

1stpokers udsendte krydser fingre, og følger naturligvis Anders ‘Speedy’ Andersens run helt til døren. Der forventes at være fundet en vinder – forhåbentlig en dansk en af slagsen – tidlig torsdag morgen dansk tid.

Back to top button
1stpoker.dk