Reklame | Spil med omtanke | 18+ | Tilmeld vinderholdet til Hold DM 2024 - Læs mere her

Danske Spil MPT 2019

Diego Pedersen snød profilerne og strøg til tops ved DSMPT

Diego Pedersen snød profilerne og strøg til tops ved Danske Spil MPT, der er blevet afviklet hos Casino Munkebjerg i Vejle.

Casino Munkebjerg, Vejle: Små 9 timers intenst spil skulle der til i Fjordsalen på Casino Munkebjerg, før der sent mandag aften blev kåret en vinder af årets Danske Spil Munkebjerg Poker Tour, og da røgen var lettet, var det 30-årige Diego Pedersen fra Brøndby, der kunne knytte næven efter et kort heads-up opgør.

Pedersen startede finalebordet med tredjeflest chips, men fik i kraft af sit kontante og agressive spil hurtigt bygget på stakken, og da han først erobrede chipleadet ved at floppe trips med Ti-Otte suited og sendte Magnus Skyt på railen, afgav han det ikke igen.

Det var ikke kun Skyt, der løb panden mod muren mod den senere vinder. Også runner-up fra DM i Poker 2016, Thomas Lyngvang, faldt til Pedersen, da esbjerggenserens Konge-Ti ikke kunne være med mod Pedersens Es-Dame all-in preflop, ligesom han agerede bøddel mod den lokale helt, Sammy Askje, en halv time senere.

Ved starten af heads-up opgøret holdt Diego Pedersen et 3:2 chiplead, og selvom der kort var snak om en deal de to spillere imellem, kunne de ikke blive enige om at dele de 825.000 kroner rimeligt mellem sig. I stedet blev spillet genoptaget, og derfra tog det blot 20 minutter, før turneringens sidste riverkort blev delt.

I den afgørende hånd limpede Diego Pedersen fra knappen, før Anders Bisgaard uden tøven annoncerede all-in for sine sidste 20 big blinds. Pedersen kaldte lynhurtigt og vendte Es-Konge, som ikke bare var foran men også dominerede Bisgaards Konge-Knægt suited. Floppet bragte ingen ubehageligheder, selvom Esset på turn gav Bisgaard én yderligere out. Den røde Femmer der sejlede ind på river gjorde dog hverken fra eller til, og så kunne Pedersen glæde sig over sin første store livetitel.

Det tog ikke Diego Pedersen længe at besejre Anders Bisgaard heads-up ved årets DSMPT.

“Følte mig i kontrol”

Det var da også en både glad og fattet Diego Pedersen, der kort efter sin sejr reflekterede over finalebordets gang.

“Jeg føler mig faktisk i kontrol igennem hele finaledagen, og ligesådan i går, hvor jeg tidligt får bygget en stor stack. Det overrasker mig lidt, hvor disciplineret jeg har spillet, for jeg har almindeligvis ikke tålmodigheden til turneringspoker, men de sidste par dage har jeg holdt fokus, og foldet rigtig af i nogen svære spots,” fortalte han og lagde ikke skjul på, at det normalt er cashgame, der er hans metier.

Taktikken for finalebordet var allerede lagt, da første hånd blev delt i Fjordsalen klokken 15.00, og den føler Diego Pedersen selv, blev udført til punkt og prikke.

“Min plan var at spille solidt, og i så vid udstrækning som muligt undgå at spille store pots mod Thomas (Lyngvang, red.) og Anders (Bisgaard, red.). Den plan holdt jeg mig heldigvis til, indtil jeg så til sidst ender heads-up mod Anders – heldigvis med et fint chiplead.”

Diego Pedersen har igennem hele turneringen haft god opbakning fra pokersjakket hjemme i Brøndby, og han lægger da heller ikke skjul på, at han glæder sig til at vende snuden hjemad – med både trofæ og 485.000 kroner.

“Der har været mange af drengene, der har fulgt mig på livestreamet, og flere af dem har også oddset på, at jeg ville vinde, så selvfølgelig er det fedt, at stryge helt til tops. Både på grund af pengene, men bestemt også titlen, og selvom det har været nogen lange dage, så giver det helt sikkert mod på flere turneringer i fremtiden – måske endda en EPT på et tidspunkt. Men lige nu glæder jeg mig bare rigtig meget til at komme hjem!”

Diego Pedersen fik 485.000 kroner for sine anstrengelser ved årets DSMPT.

DSMPT 2019 – endeligt resultat

Placering Spiller Præmie
1 Diego Pedersen 485.000 kr.
2 Anders Bisgaard 340.000
3 Sammy Askje 218.000
4 Thomas Lyngvang Pedersen 162.000
5 Ole Toft 121.000
6 Magnus Skyt 97.000
7 Frank Gersby 81.000
8 Jens Christian Nielsen 65.000
9 Ronni Borg 49.000
10 Daniel Højlund Nielsen 35.000
11 Rasmus Vejstrup Larsen 35.000
12 Kurt ‘Zulu’ Andersen 35.000
13 Tobias Dassau 29.000
14 Berjar Rustom 29.000
15 Nikolaj Jensen 29.000
16 Lasse Frost 25.000
17 Martin Svenningsen 25.000
18 Jørn Andreasen 25.000
19 Roald Holm 21.500
20 Jørn Madsen 21.500
21 René Petersen 21.500
22 Torben Sørensen 19.500
23 Mick Heder 19.500
24 Lasse Syndergaard 19.500
25 Morten Mathiesen 17.250
26 Casper Thygesen 17.250
27 Zlatan Musa 17.250
28 Anders Ottosen 15.000
29 Mads Smith Hansen 15.000
30 Mathias Karlberg 15.000
31 Andrejz Zuzlo 15.000
32 Kim Koch 15.000
33 Gisle Olsen 15.000
34 Reza Alavi 15.000
35 Dusan Zlatkovic 15.000
36 Matthias Nilsson 15.000
37 Torben Hasseris 13.000
38 Reza Alavi 13.000
39 Lars Bentsen 13.000
40 Henning Nielsen 13.000
41 Tanja Jensen 13.000
42 xx 13.000
43 Claus Carlsen 13.000
44 Andreas Brendholdt 13.000
45 Bayram Haci 13.000

 

 

 

Back to top button
1stpoker.dk